Bygningsfundament

Fundamentet er en bygnings nederste del i forhold til terræn, den er bærende og er derfor støbt i beton.

I tidligere tider, hvor man typisk ikke gravede så dybe render, der placerede man marksten/sølvsten, som var gravet lidt ned i terrænnet som forbindelse imellem jorden og bygningens vægge.

I nyere tid er den gamle metode til bygningsfundering ikke optimal. Der anvendes i dag udelukkende støbte bygningsfundamenter, der forhindrer bygningernes vægge i at synke, slå revner og give sætningsskader.

I forbindelse med nybyggeri af et hus skal væggene stå på et fast underlag, der ikke synker eller skrider ud. I den forbindelse graves der til frostfri dybde og fast bund på 90 – 120 centimeter. Minimum er 90 centimeter.

Jordbundstypen afgør ligeledes, om der skal fjernes f.eks. muldjord, inden der udgraves render til støbning af fundamentet. Hvis jordbundsforholdene er dårlige, så skal der muligvis en pælefundering til for at få et stabilt bygningsfundament.

I renderne støbes selve bygningsfundamentet ved at de fyldes med fabriksbeton leveret fra betonværker i kvalitet beregnet af en ingeniør, typisk ligges der armering i bund og top af fundamentet, ovenpå den støbte fundament mures sokkel med lecablokke.

Den beton der anvendes fra betonværkerne testes i en løbende kontrol på værkernes egne laboratorier for at sikre, det er det rigtige styrkeforhold den anvendte beton har og til det formål i bygningsværket den er produceret.

Skal der bruges pælefundering?

Pælefundering kan komme på tale, hvis det bæredygtige underlag ikke har den fornødne bæreevne.

Bæreevnen beregnes i forbindelse med den geotekniske undersøgelse af byggegrunden, hvor jordbundsprøver giver et billede af hvorledes jordbundsforholdene er på byggegrunden og hvor dybt, der skal funderes for få fast bund.

Der kan være tale om flere meter fra jordoverfladen til stabile bundforhold og hvor grunden er bæredygtig – og kræfterne fra lasten af bygningsværket kan overføres til den dybereliggende faste bund.

Fundering af byggegrund